Der har været en del diskussion af forholdet mellem dannelse og kompetence i forbindelse med Folkeskolereformen. Man kan sige, at det egentlig er underligt, at reformen har affødt en diskussion af dannelsesbegrebet, da det da vist har været nedprioriteret gennem en årrække i diskussionen af og indholdet i skolen - men det kan naturligvis være en fordom fra min side.

Godt er det imidlertid, at dannelse som begreb er kommet på dagsorden, da dannelse er et udtryk for - eller kan være et udtryk for - hvad vi vil med vores samfund og dermed med vores skole. Dannelse som mål med opdragelse i bredeste betydning har været en ledetråd i moderne samfund - eller i hvert fald i moderne nordvestlige samfunds, som eksempelvis det danske.

Jeg vil ikke gå ind i en længere diskussion af, om hvorvidt dannelse glider mere i baggrunden som en følge af Folkeskolereformen - eller om reformen er et udtryk for, at dannelsesbegrebet er blevet mere marginaliseret. Jeg vil derimod diskutere det problematiske i, at dannelsesbegrebet omskrives til et kompetencebegreb, hvilket tydeligvis sker, når man erstatter dannelsesbegrebet og et begreb om digitale kompetence med et begreb som ‘digital dannelse’.

Indholdet i et dannelsesbegreb kan ikke være statisk, og derfor er det logisk nok, at indholdet i begrebet diskuteres med samfundsmæssige ændringer. Men det betyder ikke, at dannelsesbegrebet blot er en afspejling af det til enhver tid udviklede samfund - hverken historisk eller geografisk. Dannelsesbegrebet er uløseligt knyttet til moderniseringen og den frigørelse af mennesket fra dens naturgivne tilstand. Dette kan perspektiveres på mange måder, men her vil jeg blot henvise til Immanuel Kants definition af oplysning i Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning, der er fra 1784.

Kant skriver: “Oplysning er menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at bruge sin egen forstand uden en andens vejledning. Selvforskyldt er umyndigheden, når årsagen dertil ikke er manglende forstand, men mangel på beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens vejledning. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! Dette er altså oplysningens valgsprog.”

Selvfølgelig kan man diskutere den opfattelse af ‘forstand’, der ligger i Kants definition, da forestillingen er temmelig unuanceret i forhold til, hvor kompleks forstandskategorien er. Kant har ikke meget fornemmelse for følelsesmæssige, ubevidste og sociale element i den menneskelige forstand.

Men hovedpointen fra den oplysningsfilosofiske bestemmelse er, at det er den menneskelige handlingsfrihed og udvikling, der er det centrale - som menneske skal man ikke underkaste sig bundetheden til natur eller eksterne magter, hvis det strider mod forstanden. Kants begreb om oplysning er et kritisk frihedsbegreb - et begreb for et demokratisk sindelag, hvor man gensidig respekterer hinanden og hinandens frihed.

Det er det element, der har været det centrale i en moderne dannelsestradition. Men samtidig er dannelse er ikke noget færdigt, men noget, der altid er i sin vorden - det er både et mål og en måde at være i verden på. Det er samtidig et udtryk for et refleksivt selvforhold. Man kan ikke sige: ‘Nu er jeg dannet’. Dannelse er et mål, men ikke noget man kan opnå og dermed være færdig med.

I løbet af 2015 er der kommet et par udgivelser, som hver især er rigtig gode, men som også for mig at se er problematiske i deres insisteren på et begreb om ‘digital dannelse’. Spørgsmålet er om dannelsesbegrebet lader sig splitte op i og dermed kan siges at bestå i en række delelementer. Sådan var det ikke for Kant. Oplysning var for ham en enhedslig størrelse, hvilket også trækkes frem i bogen Digital dannelse af Jesper Tække og Michael Paulsen. Som de skriver “Ifølge Kant kræves der en sammenfattend eidé for, hvad vi vil med ‘det hele’, der kan fungere som ledestjerne for de mangfoldige bestræbelser. Det er ideen om en fuldkommengørelse af alle menneskets evner og muligheder. At blive danne er at overskride sig selv og sin egen snævre verden for at tilegne sig den videst mulige horisont, som er perfektioneringen af menneskeheden som sådan.” (s.24)

På trods af denne beskrivelse af et enhedsligt dannelsesbegreb fastholder forfatterne et begreb som ‘digital dannelse’, som de gør til den digitale færdighed og kompetence i forhold til det menneskets selvrealiseringsprojekt, Kant taler om. “I forhold til digital dannelse betyder det, at opvoksende generationer ikke blot skal lære at anvende digitale medier til dit og dat. Derimod skal de støttes til at bruge it til at udvide deres horisont og til at forholde sig til den samlede globale situation.” (s.25)

Det lyder naturligvis meget fint, men det forekommer mig at være problematisk al den stund, at det fjerner fokus fra målet (dannelse) for at sætte midlerne i centrum i stedet. Man skal anvende digitale medier til det særlige, der er kendetegnende for dannelse - kritisk reflekterende forholden sig til sig selv, de andre og det andet (det Andet). Hvori består de øvrige elementer i dannelsen? kan man spørge. Hvis der findes digital dannelse, findes der så også andre typer af dannelse? Og hvordan er forholdet de forskellige dannelser imellem? Eller mener forfatterne i virkeligheden ikke bare, at det også kræver færdigheder og kompetencer i forhold til digitale teknologier, hvis man skal have et aktivt forhold til sig selv og det samfund, man er en del af? Dermed forsvinder det digitale fra dannelsesbegrebet. Så er det ikke dannelsen, der er digital (eller skal have attributen ‘digital’), men de færdigheder og kompetencer, der er afgørende for et aktivt medskabende forhold til det samfund, vi er en del af i begyndelsen af det 21. århundrede.

Endnu mere kryptisk bliver argumentationen i en anden ellers glimrende udgivelse, nemlig Medier og digital kultur skrevet af tre gode kolleger fra University College Sjælland. De skriver, at det er problematisk at fastholde et begreb om ‘digital dannelse’, da der ikke findes noget ‘modbegreb’ som eksempelvis ‘analog dannelse’. På denne måde gør de op med, at dannelse er noget sammensat.

Samtidig insisterer de på begrebet, og de skriver blandt andet: “En forståelse af digital dannelse går på, at en person skal besidde (tekniske) færdigheder og kritiske om kommunikative kompetencer i forhold til omgang med nye digitale medier.” (s.136) Altså dannelse i denne optik består af færdigheder og kompetencer, og dermed forsvinder det helt afgørende element for Kant, hvor det netop ikke er et spørgsmål om, hvorvidt man kan læse fransk, kinesisk og serbokrotisk (det kunne ellers være godt i mange sammenhænge) men et spørgsmål om målet: den menneske frihed og udvikling i en kritisk refleksiv omgang med sig selv og omverden.

Endnu mere kryptisk bliver det for mig, når det senere hos forfatterne hedder: “Begrebet digital dannelse kan som minimum tjene to formål: Dels at sætte fokus på, at medier indeholder et læringspotentiale - uagtet om medierne sættes ind i en didaktisk ramme, som det sker i skolen, eller om de bruges hjemme på værelset - dels at de erfaringer, som børn og unge får fra uformelle miljøer kan aktualiseres og sættes i spil i de formelle socialseringsrum såsom skole og institutioner.” (s.139)

Her sker der en yderligere glidning fra en indholdbestemmelse af elementer til en dannelse (det digitale) til et temmelig at begrebet gøres til et funktionelt fagpolitisk begreb om anerkendelse af erfarings- og læringsformer eller -steder. Uden at gå ind i en lang diskussion af dette kan man sige, at det er mystisk at anvende et begreb med et vist begrebshistorisk indhold og så at gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt det anerkendes (af hvem?), at medier og uformelle miljøer indgår i børns læring og udvikling

Forfatterne argumenterer også for, at de anvender begrebet, fordi det har fundet en vis udbredelse. Men så kan man spørge, hvorfor de så vil udvide betydningen af begrebet.

Uanset hvad, så deltager de to publikationer i, at der i stedet for fokus på dannelse og en diskussion af, hvad dannelse betyder i vort samfund, kan diskuteres hvor meget og hvor lidt medier og digitale teknologier skal fylde i børne og ungdomsinstitutioner, hvilket forekommer mig at være uheldigt.

Jeg tror, at grunden til interessen for ‘digital dannelse’ dels skyldes en fascination af medierne, men sikkert også, at nogle mener, at vores samfund kan beskrives i termer af ‘mediesamfund’ eller ‘den digitale tidsalder’, men dybest set, vil det være stærkt reduktionistisk at hævde noget sådant, forudsat man med det mener, at det er styrende principper i samfundet. Som J-F. Lyotard gjorde opmærksom på, at da man begyndte at tale om ‘informationssamfundet’, så er det ikke informationer, der styrer verden (den vestlige), men kapitalen. Informationer gøres til vare, der kan handles og indgå i den bestemte form for økonomi, som kendetegner kapitalismen. (Igen en længere diskussion, jeg ikke skal/vil tage her).

Jeg vil slutte dette lille indlæg med at henvise til endnu en udgivelse fra 2015 Grundbog i digitale kompetencer skrevet af Malene Erkmann - også fra University College Sjælland. I bogen beskriver Erkmann en lang række kompetencer, som hun mener er afgørende i dag. Hun fremhæver frem grundlæggende digitale kompetencer: Den visuelle kompetence, reproduktionskompetencen, informationskompetencen, hypertekstkompetencen og den sociale kompetencer.

Disse fem områder dækker væsentlige sider ved måder, hvorpå den enkelte kan deltage aktivt i samfundslivet - og derfor bør man arbejde med dem i et skole- og ungdomsperspektiv - og man bør, som hun også fremhæver, forbinde hvad børn og unge (eller ‘alle’) tilegner sig i formelle sammenhænge (skole) med de uformelle: deltagernes erfaringsverden uden for de formelle, institutionaliserede forhold.

Dette finder jeg klogt og godt i forhold til at arbejde med, hvad vi skal bruge skole og institutioner til. Det drejer sig om noget indholdsmæssigt - og så skal vi have et formål med det, vi bruger institutionerne til - til det er der brug for en diskussion af, hvad dannelse betyder i dag uden at reducere det til en færdighed, et vidensindhold, en kompetence eller noget andet. Dannelse handler om at have mod til at investere sig selv i forhold til sig selv og det samfund, hin enkelte er en del af.